Ny analyse:
Det er blevet dyrere at opstille havvindmøller
Danmark har store ambitioner for havvind, men en ny analyse udarbejdet af PwC for Partnerskab for Havvind viser, at det på bare to år er blevet 13 milliarder kroner dyrere at opføre en gigawatt havvind som investeringscase.
Danmark skal være førende på havvindmarkedet. Sådan lyder regeringens målsætning for den danske offshore-industri, men siden myndighederne først begyndte at udforme udbudsbetingelserne for Danmarks største havvindsudbud, er der sket meget på de finansielle markeder for havvindsudviklere og investorer.
En analyse udarbejdet af PwC for Partnerskab for Havvind viser nemlig, at det er blevet dyrt at opstille havvind. Alene flaskehalse og fordyrelser af materiale og i forsyningskæden forårsaget af inflation gør det op mod 46 milliarder kroner dyrere at opføre de 9 GW havvind, som er regeringens officielle mål for den kommende udbygning af dansk havvind. Det oplyser brancheorganisation for forsikrings- og pensionsselskaberne i Danmark, Forsikring & Pension, der er en del af Partnerskab for Havvind, i en pressemeddelelse.
Oveni det milliardbeløb kommer så yderligere milliarder som følge af højere renteomkostninger og tilsvarende større afkastkrav. Risici ved store projekter, som havvindmøller er store, herunder også usikkerheder om fremtidige elpriser og afsætningsmuligheder, så samlet set er det blevet langt mere risikofyldt at investere i havvind.
"Det haster med at få mere vedvarende energi, så vi både kan nå vores klimamål og sikre vores forsyningssikkerhed. Men det haster også, fordi det simpelthen bare bliver dyrere og dyrere, som tallene meget tydeligt viser. Materialepriser, udfordringer med forsyningskæder og meget mere er en reel udfordring både for virksomhederne, og Danmarks grønne omstilling. Vi har en strategisk interesse i at få mere havvind, og derfor bør der fra politisk hold også snart komme en strategi, der viser vejen," lyder det fra Troels Ranis, der er vicedirektør i Område for klima, grøn omstilling & energi hos Dansk Industri.
Partnerskab har forslag klar
Så hvis Danmarks havvindsambitioner skal lykkes, er det derfor afgørende, at de danske rammevilkår for fremtidige investeringer fra virksomheder og investorer bliver forudsigelige og konkurrencedygtige, lyder det fra Partnerskab for Havvind. Det gælder også usikkerhed om den fremtidige elpris og usikkerhed om fremtidige muligheder for at afsætte havvindparkernes producerede strøm.
Partnerskabet har derfor opsat tre forslag til at styrke rammerne for at investere i Danmark og dansk havvind:
Først og fremmest ønsker de optimering af risikodelingen af brintinfrastruktur og afklaring inden havvindudbud, ligesom de ønsker etablering af en ny markedsdreven ordning for havvind samt en ny og klar strategi for dansk havvind frem mod 2040 og 2050
"Havvind og brint hænger uløseligt sammen, teknisk, kommercielt og økonomisk. De stigende omkostninger for havvind har dermed også øget risikobilledet for realisering af det fulde danske Power-to-X-potentiale. Derfor er det en afgørende forudsætning, at vi kan tilvejebringe de investeringer i havvind, der kan bidrage til at gøre Danmark til en grøn stormagt indenfor både VE og PtX," siger direktør i Brintbranchen, Tejs Laustsen Jensen, der bakkes op af Danske Rederier.
"Skibsfart er en globalt orienteret branche, men for os handler havvind selvfølgelig også om Danmark og danske arbejdspladser. Skibe er afgørende for at kunne opstille og servicere havvindmøller, og havvind er igen afgørende for at vi på sigt i Danmark kan producere grønne brændstoffer i stor skala til bl.a. skibsfarten og gøre Danmark til en del af de grønne skibskorridorer," lyder det fra viceadministrerende direktør i Danske Rederier, Jacob K. Clasen.
Partnerskab for Havvind består foruden Danske Rederier af Dansk Industri, Dansk Metal, Green Power Denmark, Brintbranchen samt Forsikring & Pension.