Den maritime julekalender – 15. december

Julekalender 15. dec

Julen står for døren og nedtællingen er nu i fuld gang! Hver morgen tager vi et kig i nyhedsarkivet for det forgangne år. Glædelig 15. december.

Offentliggjort

Hos Maritime Direct tæller vi ned til julen ved at kigge tilbage på årets sjoveste, skøreste, skæveste, vigtigste og mest skelsættende historier. Glædelig 15. december.

Den maritime verden er nok engang gået forrest i klimakampen, og flere færger i både Danmark og resten af verden forsøger sig nu med alternative og klimavenlige energikilder.

1. marts skrev Norge for eksempel historie, da rederiet Bastø Fosen indsatte verdens største elektriske bilfærge. Vores naboer mod nord, Norge, mener det alvorligt, når de siger, at der skal satses grønt.

Inden årets udgang vil der være mindst 70 elektriske færger i drift i de norske farvande, og det var således en stor milepæl, da verdens største el-drevne færge, Bastø Electric, blev sat i rutefart mellem Moss og Horten på Oslofjorden.

Bastø Electric var faktisk blot den første af tre elektriske færger, som skal betjene Norges mest trafikkerede færgestrækning, der hvert år fragter i omegnen af 3,8 millioner passagerer og 1,8 millioner køretøjer over Oslofjorden, men Bastø Electric skal alene stå for imellem 20 og 24 afgange.

Selve færgen blev bygget i Tyrkiet og har en kapacitet på 600 passagerer og enten 200 biler eller 24 lastbiler, mens både batteri- og ladesystemerne er leveret fra Siemens Energys batterifabrik i Trondhjem. Batterierne om bord har en kapacitet på 4.300 kWh, mens ladesystemet har en effekt på 9.000kW. Det betyder, at færgen kan lades op ved hvert havneanløb.

Læs den originale nyhed her

Missede du gårsdagens maritime julekalender, så kan du se, hvad der gemte sig bag lågen, lige her

Bastø Electric.
Powered by Labrador CMS