Georg Stage gør holdt i Svendborg på vej mod Folkemødet
Inden Georg Stage melder sin ankomst ved Folkemødet i Allinge om en uges tid, så slår skoleskibet i de kommende dage vejen forbi Svendborg.
Der er både mulighed for at få en snak om maritime uddannelser og et kig ombord på Georg Stage, når det gamle skoleskib fra i dag og frem til den 8. juni besøger Svendborg på Sydfyn. Det oplyser Stiftelsen Georg Stages Minde i en pressemeddelelse.
I løbet af de kommende dag kan interesserede således se skibet fra kajen og mellem 12.00 og 20.00 snakke med skibets repræsentanter, som gerne fortæller om både det gamle fartøj og mulighederne for maritim uddannelse til matros, skibsfører eller maskinmester, som er tilgængelige rundt omkring i Danmark.
Hver aften mellem 18.00 og 20.00 er det desuden muligt at komme om bord på skibet og møde eleverne.
Foruden de offentlige arrangementer på havnen, så er det planen, at Georg Stages elever skal lave arrangementer sammen med SIMAC, Svendborg Søfartsskole og Marstal Navigationsskole under besøget - ligesom de skal have skoleklasser og UU-vejledere ombord.
På vej mod Bornholm
Skoleskibet Georg Stage, der har stået for maritime uddannelser siden 1882, drog ud på det nuværende togt fra Holmen i København i februar. Siden har de studerende øvet sig i Isefjorden, besøgt Thyborøn, Portsmouth, Vigo og Hamborg, ligesom de har krydset Biscayen to gange.
Inden de går om godt en måned har færdiggjort uddannelsen som ubefarne skibsassistenter, så venter der dog et besøg på Folkemødet i Allinge på Bornholm, hvor det politiske Danmark fra den 13. til den 15. juni vil være på besøg.
Her er det planen, at Georg Stage med sin ankomst skal appellere til landets ledere, at skoleskibet - sammen med Skoleskibet Danmark - også i 2025 skal have lov til at sejle to årlige togter.
Georg Stage sejler fra Svendborg mod Allige søndag formiddag. Det præcise tidspunkt afhænger af vind og vejr.