Historisk aftale om global
klimaregulering af skibsfarten

Et flertal af IMO’s medlemslande har stemt for aftale om regulering af den internationale skibsfart. Reguleringen skal blandt andet sikre, at skibsfartens udledninger af CO2 reduceres, og at prisgabet mellem fossile og alternative, grønne brændstoffer mindskes.
Skibsfarten bliver den første industri i verden med en sådan aftale om klimaregulering. Det står klart, efter landene i International Maritime Organization (IMO) fredag vedtog den banebrydende aftale under et møde i London. Det beretter Danske Rederier i en pressemeddelelse.
"Aftalen om klimaregulering i IMO er historisk. Det er faktisk den første globale klimaaftale med bindende mål. Det er vi den eneste industri, der har. Den sætter krav til, hvordan skibsfarten skal omstille sig, og det gør vejen hen til målet om klimaneutralitet i 2050 nemmere at følge," lyder det fra administrerende direktør i rederiforeningen, Anne H. Steffensen.
Kunsten at finde et kompromis
Vejen til en aftale om konkret regulering, der følger op på den strategi, der blev vedtaget i 2023 om, at den globale skibsfart skal være klimaneutral omkring 2025, har dog hverken været snorlige eller uden bump.
Tidligere på ugen meldte USA sig således helt ud af forhandlingerne, og kunsten har været at finde et kompromis, der leder skibsfarten hen mod dette mål, og som en stor gruppe lande med vidt forskellige udgangspunkter og interesser kan acceptere.
"Vi kunne have ønsket os noget mere ambitiøst. Det står helt klart. Men jeg synes, det er en stor sejr, at der er landet en aftale, der trækker i den rigtige retning. Ikke mindst på det geopolitisk bagtæppe, vi har lige nu. Fra Danmark og Europas side har vi arbejdet for, at det skulle være endnu dyrere at udlede. Det havde både været en fordel for de mest ambitiøse rederier og samtidig skabt et større provenu til at sikre en retfærdig omstilling. Men altså – vi har rejst teltet, og så strammer vi bardunerne undervejs. Det vil kræve en dedikeret indsats frem mod endelig vedtagelse i oktober," siger Anne H. Steffensen.
Efterspøgsel på grønne brændstoffer
Aftalen sender samtidigt et klart signal til investorer og energiproducenter om, at der vil være efterspørgsel fra skibsfarten på grønne brændstoffer. Manglen på grønne brændstoffer til konkurrencedygtige priser har hidtil været en af de helt store barrierer for den grønne omstilling på verdenshavene.
”Erhvervs- og søfartsministeren og de danske myndigheder med Søfartsstyrelsen i spidsen har gjort en stor og kompetent indsats og repræsenteret dansk skibsfarts interesser hele vejen igennem forhandlingerne. Blandt andet ved at kæmpe utrætteligt for en ambitiøs aftale for klimaet – og dermed for de danske rederier, der går forrest i omstillingen af skibsfarten. Det vil der også være behov for fremadrettet, hvis ambitionerne i strategien fra 2023 skal indfries,” siger Anne H. Steffensen
Den videre proces er nu, at aftalen skal endeligt vedtages i oktober.