Fjerde år i træk:
Dansk skibsfart topper internationale lister over sikkerhed
For fjerde år i træk ligger dansk skibsfart helt i toppen på Paris MoU's hvidliste, som viser, hvordan flagstaternes skibe klarer sig under havnestatskontroller i Paris MoU-medlemslandenes havne.
Havnestatskontrolregimet Paris MoU har netop offentliggjort deres nye præstationslister, og for fjerde år i træk markerer danske skibe sig med en placering helt i top på hvidlisten. Det oplyser Søfartsstyrelsen i en pressemeddelelse.
Præstationslisterne er blandt andet baseret på de seneste tre års inspektioner og tilbageholdelser af skibe, og den flotte placering vækker glæde hos styrelsen.
"Det er meget positivt, at Danmark igen i år rangerer i toppen af de internationale opgørelser over flagstaternes performance. Det vidner om, at dansk skibsfart fortsat gør en stor indsats for sikkerhed og kvalitet. Der er dog stadig tilbageholdelser som burde være undgået. Så det er vigtigt, at vi ikke hviler på laurbærrene, men fortsætter arbejdet med at sikre, at skibene hele tiden lever op til internationale standarder for sikkerhed, sundhed og miljø samt ordentlige arbejdsvilkår for de søfarende," lyder det fra synschef hos Søfartsstyrelsen, Martin John.
Også inden for Tokyo MoU’s havnestatskontrolregime, der dækker Asien, er danske skibe fortsat på hvidlisten med en placering som nummer 7, ligesom Danmark desuden igen er placeret på US Coast Guards Qualship 21-liste, som dækker havnestatskontroller i USA.