Ørsted får godkendelse til stort amerikansk havvindmølleprojekt

Ørsted kan nu gå i gang med anlægsarbejdet af Sunrise Wind.

Den danske energikoncern Ørsted har fået den sidste godkendelse fra det amerikanske indenrigsministerium til at kunne gå i gang med det store havvindmølleprojekt Sunrise Wind i delstaten New York.

Danske Ørsted kan nu gå i gang med anlægsarbejdet af New Yorks største havvindmølleprojekt, Sunrise Wind. Det står klart efter energikoncernen har modtaget den sidste myndighedstilladelse på projektet, der skal ligge cirka 48 kilometer øst for Montauk i den amerikanske delstat. Det oplyser Ørsted i en pressemeddelelse.

Sunrise Wind får en kapacitet på 924 MW og vil kunne producere nok vedvarende energi til at forsyne næsten 600.000 husstande i New York med strøm.

"Sunrise Wind er et afgørende element i New Yorks grønne omstilling, og med denne sidste godkendelse i hus kan vi officielt sætte anlægsfasen i gang," lyder det fra Executive Vice President og regionsdirektør for Amerika i Ørsted, David Hardy.

Næste skridt for Ørsteds hold bag Sunrise Wind-vindmølleparken vil nu fremskynde arbejdet med at bygge transmissionssystemet på land, mens anlægsarbejdet til havs for alvor vil blive skudt i gang senere på året.

Projektet forventes at blive sat i drift i løbet af 2026.

Powered by Labrador CMS