Nordjysk havn indfører grøn strøm i erhvervspark

Grøn strøm gør sit indtog i Port of Aalborgs erhvervspark, der skal hjælpe havnens lejere til at blive endnu mere klimavenlige i deres drift.

Det vil fremover være lettere for virksomhederne på Aalborg havn at påvirke deres CO2-regnskab positivt uden at ændre driften nævneværdigt.

Fra 1. oktober har Port of Aalborg nemlig valgt udelukkende at købe grøn strøm, og det betyder, at de virksomheder i erhvervsparken, der er tilknyttet havnens egne målere, vil nyde godt af den nye ordning. Det oplyser den nordjyske havn i en pressemeddelelse.

"Vi gør det, fordi vores fornemmeste opgave som udlejer er at skabe de bedst mulige rammer for virksomhederne i vores erhvervspark. Dette omfatter ikke kun skræddersyede bygninger, stærk infrastruktur og gode logistikløsninger. Det omfatter også at skabe de rette rammer for, at virksomhederne kan udvikle sig i en grønnere retning," siger teknik- og bæredygtighedschef hos Port of Aalborg, Mette Schmidt.

Lille merpris med stor effekt

For lejerne i Port of Aalborgs erhvervspark vil der være en merpris på 1,7 øre pr. kWh, men Mette Schmidt er overbevist om, at prisen ikke er afgørende.

"Det gør ikke bare en grøn forskel i verden. Det har også positiv indvirkning på virksomhedernes CO2-regnskab og det klimaregnskab, som flere snart skal levere. Dermed styrkes den enkelte virksomheds konkurrenceevne," siger hun.

I første omgang omfatter levering af grøn strøm kun de lejere på havnen, som faktureres af Port of Aalborg, mens lejere med egen måler selv administrerer deres el-aftale.

Powered by Labrador CMS