Nordjysk havn investerer stort i elektrificering
Som led i den grønne omstilling af Port of Aalborg er størstedelen af havnens maskinpark blevet omlagt til el, hvilket har bidraget til en mere bæredygtig havnedrift.
Der bliver arbejdet hårdt for at gå den grønne omstilling i møde, og hver en sten bliver vendt i bestræbelserne for at sænke klimaaftrykket i den maritime branche, og Port of Aalborg er ingen undtagelse.
Hos Danmarks største indlandshavn har man allieret sig med virksomheden ProTruck, der siden 2023 har stået for driften af containerterminalens værksted og den store maskinpark hos Port of Aalborg, og igennem de seneste måneder har havnen omlagt stort set alle maskiner til eldrift. Det oplyser de på deres hjemmeside.
"Med en travl container- og godsterminal samt erhvervspark er vores materiel en vigtig del af den daglige drift. Det er derfor et stort skridt i den rigtige retning, at vi nu elektrificerer størstedelen af vores materiel. På den måde understøtter vi ikke kun den grønne omstilling, men er også selv med til at skabe den," lyder det fra Director of Operation hos Port of Aalborg, Søren Bæk Christensen.
Elektrificeringen er en del af Port of Aalborgs bæredygtighedsstrategi, som sigter efter klimaneutralitet, men foruden at sætte et positivt aftryk i klimaregnskabet, så sker elektrificeringen også for fortsat at kunne tilbyde en konkurrencedygtig terminal.
"Vi oplever stadigt større krav fra leverandører og underleverandører, der ligesom os selv skal leve op til en række klimakrav. Så omlægningen til el handler også om fortsat at kunne tilbyde konkurrencedygtige rammer for vores kunder og potentielle kunder," siger Søren Bæk Christensen.
Port of Aalborg arbejder desuden på at etablere et landstrømanlæg i Østhavnen, der kan forsyne blandt andet skibe og havnens seneste investering – en knap 500 tons tung mobilkran – med strøm.