Distributionsselskab etablerer pakkecentrum på nordjysk havn
DAO opfører en 1.853 kvadratmeter stor lagerhal på Østhavnen i Aalborg, som skal understøtte det danske distributionsselskabs vækst på pakkeshopområdet.
DAO er klar til at styrke sin nordjyske position inden for det hastigt vækstende pakkepostområde, og derfor er distributionsselskabet rykket ind i ny 1.853 kvadratmeter stor lagerfacilitet på Aalborgs Østhavn. Det oplyser Port of Aalborg i en pressemeddelelse.
"Det handler om at fjerne nogle begrænsninger og dermed optimere og ikke mindst fremtidssikre vores nordjyske operationer. Det er afgørende for os, da vi mærker stor vækst især inden for pakkeshopområdet. På vores nye placering skal vi ikke tage de samme hensyn til beboelse, som da vi havde en mere bynær placering, og det betyder, at vi kan håndtere vores nordjyske operationer på den måde og i de tidsrum, der giver bedst mening," siger chef for Transport og Terminaler i DAO, Christian Roland.
DAOs nye nordjyske terminal bliver udgangspunkt for godt 40 medarbejdere, og de nye faciliteter har plads til flere, hvis behovet skulle opstå.
Hos Port of Aalborg, der udlejer den nye lagerhal, glæder man sig over, at DAO er rykket ind.
"Vi er meget glade for, at DAO har valgt at placere sin nordjyske terminal hos os, og vi håber, at vi via vores stærke rammer, unikke lagerbyggeri Harbour Storage og gode placering i nærhed til E45 kan være med til at understøtte deres vækstambitioner. Vi ved, at DAOs tilstedeværelse i erhvervsparken kommer mange eksisterende og nye kunder til gode," siger Senior Commercial Manager i Port of Aalborg Jeppe Faber.
Ifølge Trafikstyrelsens seneste redegørelse for det danske postmarkeds tilstand og udvikling bliver der sendt 185 millioner pakker rundt i Danmark om året, og DAO, der er ejet af JP/Politikens Hus, JFM og Berlingske Media, er blandt de største transportører inden for pakkeområdet.