Storm over Danmark:
Flere færger er aflyst og ændret
Stormen, der af DMI torsdag aften blev døbt Rolf, har natten igennem haft stor påvirkning på færgetrafikken i Danmark.
Op til 12 meter høje bøljer i Skagerrak og vindstød af orkanstyrke flere steder i Danmark har siden i nat voldet store problemer for færgetrafikken.
Blandt andet måtte Scandlines aflyse afgangene fra Gedser til Rostock klokken 01.25 og fra Rostock til Gedser klokken 04.15 på grund af vindstød af orkanstyrke, mens ColorLine ifølge rederiets hjemmeside har aflyst flere afgange mellem Norge og Hirtshals fredagen igennem på grund af vejrforholdene.
Således er afgangene fra Hirtshals til Kristiansand klokken 12.15 og fra Kristiansand til Hirtshals klokken 16.30 blevet aflyst, mens flere af sejladserne mellem Hirtshals og Larvik er blevet udskudt til senere på dagen fredag.
Også hos Samsø Rederi i Kattegat er der aflysninger fredag morgen. Her går det ud over turene fra Sælvig til Hou klokken 05.45 og 08.15, samt fra Hou til Sælvig klokken 07.00, ligesom ruterne Sælvig-Aarhus klokken 06.30 og Aarhus-Sælvig klokken 07.45. Herefter forventer rederiet normal drift.
Hos Læsøfærgen er fredag aften endnu ikke taget stilling til aflysninger, men rederiet oplyser på facebook, at der med de nuværende prognoser, er en risiko for at fredagens to første afgange vil kunne rammes. Der vil dog ikke blive taget endelig stilling før 45-60 minutter før planmæssig afgang.