Fragtskib trukket fri efter to uger på grunden ved dansk brobyggeri
Efter at have været grundstødt i to uger ved byggeriet af den nye Storstrømsbro, så blev det tyske fragtskib Antonia B onsdag aften trukket fri med hjælp fra en kran.
Efter at have siddet fast på grunden i Storstrømmen nær byggeriet af den nye Storstrømsbro i to uger, så lykkedes det onsdag aften langt om længe at få bragt det tyske fragtskib Antonia B flot. Det skriver TV2 Øst.
Over de sidste to uger har man ad flere omgange forsøgt at trække det 81 meter lange fartøj fri, men i sidste ende måtte de helt store skyts tages i brug.
"Det foregik med hjælp fra en mobilkran på dækket af det andet skib, som lagde sig op på siden af Antonia B, så dele af lasten kunne grabbes over. På den måde blev Antonia B bragt flot," siger direktør ved Baltic Shipping Company A/S, som har chartret Antonia B af det tyske rederi GBS-Shipmanagement, Ronnie Hulstrøm til regionalmediet.
Efter det tyske fragtskib blev hjulpet væk fra brobyggeriet kunne skibet ved egen kraft sejle ind til Vordingborg Havn. Her venter der nu en dykkerundersøgelse af fartøjet, som dog ikke umiddelbart har tegn på skader eller lækager.
Det er endnu usikkert, hvorfor Antonia B, der var på vej fra Freesendorf i Tyskland mod Kolding Havn, endte på grunden i Storstrømmen, men der kan formentligt være tale om en menneskelig fejl efter en flyttet sejlrende.