Greenpeace idømt kæmpebøde for at forstyrre tankskibe
Greenpeace Danmark blev tirsdag idømt en bøde på 360.000 kroner efter at have protesteret mod tre tankskibe i Langelandsbælt og Storebælt.
Det koster Greenpeace Danmark en bøde på 360.000 kroner at have forstyrret tre tankskibe i Langelandsbælt og Storebælt, der sejlede med russisk råolie. Det er udfaldet af en dom, der tirsdag blev afsagt ved Retten i Svendborg.
Læs også:
-
Greenpeace anker historisk stor bøde
-
Russisk olietanker i ulykke i Øresund - Organisation kalder på handling
-
Se videoen: Aktivister okkuperer olieplatform på vej mod Nordsøen
-
Se billederne: Norske aktivister lænker sig til russisk tankskib
-
Se videon: Her invaderer olieaktivist EM-kamp – To på hospitalet
Greenpeace blev dømt i i alt fire forhold for overtrædelse af søsikkerhedsloven for med forsæt at have navigeret og sejlet i strid med godt sømandsskab ved aktioner, der fandt sted mellem den 18. og 25. marts 2022.
Ved den første aktion satte organisationen fire bemandede kajakker i tankskibets sejlløb og undlod at vige for tankskibet, der måtte foretage en undvigelse for at hindre påsejling, mens de ved den anden aktion ad flere omgange kastede en person i vandet på tankskibets sejlløb, hvorved tankskibet måttet ændre kurs for at undgå påsejling.
Ved den tredje aktion placerede Greenpeace-aktivisterne en sejlbåd og en anden båd i sejlløbet, hvorved tankskibet måtte ændre kurs for at undgå påsejling, mens de ved den sidste aktion placerede flere bemandede kajakker mellem to tankskibe, som lå ud for Frederikshavn, i forbindelse med, at der skulle lastes råolie fra det ene tankskib til det andet.
Større bøde end tidligere
Greenpeace erkendte i retten at have udført aktionerne, men mente, at de skulle frifindes, da aktionerne var udført for at markere en modstand mod krigen i Ukraine og brugen af fossile brændstoffer. Den påstand var Retten i Svendborg dog ikke enig i.
Fyns Politis anklager krævede, at Greenpeace skulle idømmes en bøde på ikke under 480.000 kroner, men selvom organisationen slipper med 360.000 kroner, så er bøden dog væsentligt dyrere, end hvad de tidligere har modtaget.
"Vi har åbent og ærligt fortalt om vores protester både under og efter de fandt sted, og vi er mødt op i retten med samme åbenhed og har redegjort for de mange sikkerhedshensyn, vi har taget. Retten har kvitteret med at dømme os efter paragraffer, der aldrig har været anvendt mod organisationen før og give os en historisk stor bøde. Det er jeg ret chokeret over," lyder det i en pressemeddelelse fra kampagnechef i Greenpeace Danmark, Sune Scheller.
Organisationen vil nu tage sig tid til at læse dommen og rådføre sig med deres advokat om, hvordan de skal forholde sig til afgørelsen, oplyser de.