Snart bliver færgeturen til Bornholm billigere
Bornholmslinjens sejlplan for 2025 byder både på lavere priser end i 2024 og mere sejlads med hurtigfærgen Express 1.
Fartplanen for 2025 på Bornholm er netop blevet offentliggjort på Bornholmslinjens hjemmeside, og det er en fartplan der for passagererne byder på lavere priser end i 2024. Det oplyser Molslinjen, der driver Bornholmslinjen, i en pressemeddelelse.
Det er de faldende omkostninger til brændstof, der betyder, at færgerederiets priser samlet set falder med otte procent i 2025 fordelt på de forskellige billetkategorier.
"Priserne på de enkelte billetter vil forblive som bornholmerne og andre kender dem, så prisfaldet slår igennem på antallet af de billige billetter, som der bliver flere af," lyder det fra Molslinjens kommercielle direktør, Jesper Skovgaard.
Derudover vil sejlplanen for 2025 byde på mere sejlads med hurtigfærgen Express 1. I den nye sejlplan vil Express 1 således komme til at sejle som primær færge fra mandag eftermiddag til og med onsdag formiddag i lavsæsonen på samme vilkår som Express 5.
Det vil give Express 5 en ugentlig oplæggerdag, hvilket skal give rederiets teknikere bedre mulighed for at udføre noget af det vedligehold, der stadig kan forekomme ved en ny færge som Express 5.
"Ved at sætte Express 1 ind i stedet for Express 5 i lavsæsonen øger vi driftsstabiliteten både i form af mere kontinuerlig sejlads med Express 1, men også fordi det giver os mulighed for at klare noget af det vedligehold, der kun kan laves, mens færgen ligger stille. Det skal være med til at give os en øget driftsstabilitet for begge hurtigfærger," siger Jesper Skovgaard.
Som tidligere annonceret er der i sejlplanen for 2025 også skruet en lille smule ned for antallet af afgange, og det er primært på ekstrakapacitetsafgange i sensommeren og efteråret. Sejlplanen for 2025 indeholder således 3504 afgange mod 3574 afgange i 2024, hvilket betyder 1,9 procent færre afgange.