Cadeler har taget imod hidtil største nybygning
Det danske vindrederi Cadelers nye installationsskib Wind Peak, der i sidste uge blev leveret fra det kinesiske skibsværft COSCO Shipping Heavy Industry, sætter nye standarder for fremtidens offshore-fartøjer.
En af verdens største operatører inden for offshore-vindinstallation, danske Cadeler, kunne i sidste uge byde velkommen til sit første P-klasses jack-up installationsskib, og fartøjet, der har fået navnet Wind Peak, er da også i en klasse for sig.
Med et dæksareal på 5.600 kvadratmeter, en lastekapacitet på over 17.600 ton og en hovedkran, der kan løfte over 2.500 ton i 53 meters højde, er Wind Peak - og i øvrigt også søsterskibet Wind Pace, der er ved at blive bygget i Kina - nemlig gearet til at kunne håndtere nogle af de største vindmøllekomponenter i offshore-vindindustrien, ligesom de kan operere på nogle af de mest udfordrende steder i verden.
“Vores kunder rykker konstant grænserne i forhold til størrelse og kompleksitet af de vindmøller, der installeres offshore. Som en betroet leverandør til industrien er vores succes et mål for vores evne til at imødekomme disse skiftende behov både nu og i fremtiden” lød det i en pressemeddelelse fra Cadelers administrerende direktør Mikkel Gleerup i forbindelse med leveringen af Wind Peak.
De to P-klasses fartøjer har evnen til at transportere og installere hele syv komplette 15 MW turbinesæt ad gangen eller fem sæt turbiner på eller over 20 MW per last, hvilket reducerer både energiintensiteten og installationstiden og i sidste ende sænker de samlede omkostninger og CO2-aftrykket per installeret turbine.