Investeringsfond medfinansierer to danske nybygninger

EIFO medfinansierer Cadelers køb af de to nye skibe Wind Maker og Wind Mover til installation af de største havvindmøller.

Danmarks Eksport- og Investeringsfond medfinansierer Cadelers køb af to nye skibe til installation af store havvindmøller.

Det danske vindrederi Cadeler har store vækstplaner, der kan bidrage til den grønne omstilling og samtidig skabe arbejdspladser i Danmark. Derfor har Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO) øget sit engagement med virksomheden. Det oplyser fonden i en pressemeddelelse.

Over de næste år investerer Cadeler i en markant udvidelse af sin flåde med henblik på at imødekomme både den nuværende og forventede større efterspørgsel på kapacitet til opsætning af kæmpe havvindmøller verdenshavene over, og EIFO's engagement omhandler de to skibe, Wind Maker og Wind Mover, der netop nu er under fremstilling i Sydkorea med levering af det første kvartal af 2025.

Kan skabe danske arbejdspladser

Ekspansionsplanerne kræver store mængder kapital og kan få stor betydning for, at vindmøllekapaciteten øges tilstrækkeligt i de kommende år – og ikke mindst skabe danske arbejdspladser for Cadeler, der blandt andet har kontorer i København og Vejle.

Derfor er EIFO sammen med et bankkonsortium og de norske og sydkoreanske eksportkreditinstitutter, Eksfin og KEXIM, gået ind i finansieringen af de nye skibe, hvor EIFO bidrager med en købergaranti på 1,04 milliarder kroner.

"Vores flåde er i dag den mest moderne og effektive, men der er generelt brug for flere skibe til opsætning af havvindmøller verden over – og møllerne bliver større og større. Derfor handler det for os om at fremtidssikre vores flåde og position i markedet. Det er et kapitaltungt segment vi opererer i, derfor er EIFO's engagement i finansieringen af vores virksomhed af stor betydning," lyder det fra administrerende direktør hos Cadeler, Mikkel Gleerup.

Forventer stigende efterspørgsel

EIFO har tidligere finansieret Cadeler, som, de mener, har lagt en ambitiøs vækststrategi, der kan give ikke bare rederiet stor succes men også kan bidrage til, at man verden over kan realisere mere vindmøllekapacitet til gavn for klimaet.

"Cadeler er en verdensførende og innovativ dansk spiller i markedet for opsætning af havvindmøller. Udviklingen går i retning af større møller og der er allerede i dag brug for al den eksisterende kapacitet. Kigger vi fremad vil efterspørgslen formentlig kun stige. Her er et stort potentiale for Cadeler," siger kommerciel direktør for Large Corporates i EIFO, Peter Boeskov.

Powered by Labrador CMS