Historisk havvindsudbud skal sikre grønne brændstoffer til skibsfarten
Det vækker glæde i Danske Rederier, at Danmarkshistoriens største havvindsudbud mandag blev skudt i gang. Hele seks vindmølleparker blev sat i udbud, og de mange installationer kan bidrage til at producere grønne brændstoffer til søfarten.
Danmark kan med de nye udbud potentielt se frem til hele seks nye havvindmølleparker i både Nordsøen, Østersøen og Kattegat. Parkerne skal levere mindst 6 GW – grøn strøm til millioner af husstande i både Danmark og andre lande og produktion af brint og grønne brændstoffer til skibe og fly.
"Når møllerne snurrer, kan vi dække hele Danmarks strømforbrug med grøn strøm – og vi kan producere brint og grønne brændstoffer til skibe og fly. Det er projekter i den her skala, der kan gøre en stor grøn forskel, for klimaet og for vores sikkerhed. Ikke bare for Danmark, men for hele Europa," lød det blandt andet fra klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard, da nyheden blev offentliggjort i en pressemeddelelse.
Udover store mængder grøn strøm kan de nye havvindmølleparker også skabe tusindvis af nye grønne arbejdspladser. Det vil især have effekt lokalt ved de havne, hvorfra man servicerer vindsektoren, som eksempelvis Esbjerg, Hvide Sande, Thorsminde og Thyborøn.
"Vi har brug for meget mere vedvarende energi, når vi skal omstille vores samfund og vores industrier fra fossile til grønne brændstoffer. Det historisk store udbud er en rigtig god nyhed. Jeg er især glad for, at ministeren specifikt nævner potentialet i at producere grønne brændstoffer til skibsfarten. De danske rederier vil efterspørge grønne brændstoffer i stor stil de kommende år, hvor skibsfarten skal arbejde henimod at blive klimaneutral. Det er fantastisk, hvis en stor del af disse brændstoffer kan produceres her i Danmark," lyder det fra administrerende direktør i Danske Rederier, Anne H. Steffensen.