Politisk udspil til gavn for iværksættere i den maritime industri
Danske Maritime roser regeringen, der onsdag præsenterede sin nye iværksætterstrategi, som blandt andet lægger op til skattelettelser for 800 millioner kroner til de danske iværksættere.
Den maritime industri har et stort iværksættermiljø, og hos Danske Maritime har man i flere år arbejdet for forbedrede vilkårene for de danske iværksættere. Derfor vækker det stor glæde i den maritime organisation, efter regeringen onsdag præsenterede en ny iværksætterstrategi. Det oplyser Danske Maritime i en pressemeddelelse.
Regeringen foreslår blandt andet at afskaffe iværksætterskatten, lagerbeskatningen og at udskyde fantomskatten samt alle elementer, der har gjort det uforholdsmæssigt svært for de små virksomheder at tiltrække den helt afgørende risikovillige kapital.
Administrerende direktør hos Danske Maritime, Jenny Braat, er glad for, at den længe ventede iværksætterstrategi adresserer nogle af de udfordringer, som iværksættere oplever.
"Det er virkelig positivt, at danske iværksættere nu forhåbentlig får lettere ved at tiltrække kapital til deres rejse fra iværksætteri til at blive en virksomhed. Generelt er der alt for meget bureaukrati og uhensigtsmæssige krav, og derfor er det også væsentlig med det politiske fokus på at gøre det lettere at drive virksomhed," lyder det fra direktøren.
"Jeg ser samtidig vigtige muligheder i et tættere samarbejde med myndighederne, som mere effektivt kan understøtte udvikling, test og validering af innovative løsninger. Offentlige myndigheder råder over mere end 100 skibe, som for nogles vedkommende de bruges som testplatforme og stille relevante data til rådighed for det maritime iværksættermiljø. Derudover er det for den maritime industri, der ofte har hjemme uden for de store byer, positivt, at regeringen lægger op til, at der skal være bedre lånemuligheder for iværksættervirksomheder i de mindre byer," siger Jenny Braat.
Et andet tiltag, som Danske Maritime hæfter sig ved, er den politiske målsætning om at belyse, hvordan man i samarbejde med de danske fonde kan styrke og udvikle iværksætterøkosystemer inden for nye og eksisterende styrkepositioner.