Fortsat fremgang i antallet af færgepassagerer i danske havne
Udenrigsruterne til Tyskland og Sverige drev fremgangen i antallet af passagerer på færge- og passagerruter. Det viser viser nye tal fra Danmarks Statistik.
Sidste år var der fremgang i antallet af passagerer på færge- og passagerruter til udlandet. Det er især udenrigsruterne til Tyskland og Sverige, der driver væksten. Til gengæld var der færre passagerer med indenrigsruterne end året før.
Fra 2022 til 2023 steg antallet af færgepassagerer fra danske havne med 0,5 procent. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik, som dermed bekræfter fremgangen for færgetrafikken ovenpå årene med coronanedlukning og rejserestriktioner.
Tendensen vækker stor begejstring hos Danske Rederier. Det oplyser foreningen i en pressemeddelelse.
"Det er dejligt at se, at fremgangen i passagertallet fortsætter oven på de svære Corona-år. Flere færgerederier har haft et virkelig flot 2023 på passagerfronten. Der foretages i disse år store investeringer i mere klimavenlige færger, så færgen vil i fremtiden i endnu højere grad være et godt, klimavenligt valg," lyder det fra viceadministrerende direktør i Danske Rederier, Jacob K. Clasen.
Udviklingen er dog ulige fordelt, for mens der har været en fremgang på 1,9 procent på udenrigsruterne, så er der samtidig tilbagegang at spore på de danske indenrigsruter, hvor der var 1,8 procent færre passagerer med færgerne sammenlignet med året før.
Det er især ruterne mellem Danmark og Tyskland og Sverige, der oplever vækst.
"2023 var et rigtigt godt år for vores færger i forhold til antallet af passagerer. Vi har ikke haft en bedre højsæson de seneste mange år. Vi fortsætter med at investere i fremtidens nye grønnere færger og den fornødne infrastruktur, så vi sikrer endnu større kapacitet og en endnu bedre oplevelse for vores kunder," siger CEO i Scandlines, Michael Guldmann Petersen.