Wärtsilä skal elektrificere Scandlines' Femern-forbindelse
Wärtsilä skal levere de elektriske systemer, der skal sikre, at elektricitet bidrager med cirka 80 procent af den energi, der bruges til en overfart på Scandlines' færger på Rødby-Puttgarden-ruten.
Det bliver finske Wärtsilä, der skal sætte strøm til Scandlines' Femern-forbindelse. Det står klart, efter de to parter i en pressemeddelelse har præsenteret en ny aftale om elektrificering af to færger på Rødby-Puttgarden-ruten.
Under overskriften ’Scandlines sætter strøm til Femern-forbindelsen’ annoncerede rederiet i efteråret 2023, at to af de fire passagerfærger på den dansk-tyske rute bliver ombygget til plug-in hybridfærger, hvor elektricitet skal bidrage med cirka 80 procent af den energi, der skal bruges til en overfart.
Ombygningen er et led i ambitionen om at drive Rødby-Puttgarden-ruten uden direkte emissioner i 2030 og realisere rederiets zero direct emissions-vision i 2040, og efter en udbudsrunde, hvor flere leverandører var i spil, har Scandlines altså valgt Wärtsilä som leverandør af de nye elektriske systemer til Scandlines-færgerne Schleswig-Holstein og Deutschland.
Foruden at levere selve systemerne skal Wärtsilä desuden supervisere under installationen ombord og stå for kommissionering.
"Det er en meget stor glæde, at vi nu har den vigtigste leverandør på plads, og vi glæder os rigtig meget til samarbejdet med Wärtsilä og til at komme i gang med ombygningen. Med plug-in hybridfærgerne kan vi komme endnu tættere på vores mål om, at Rødby-Puttgarden-ruten kan drives emissionsfri i 2030," lyder det fra administrerende direktør hos Scandlines, Michael Guldmann Petersen.
Stor erfaring med hybridombygninger
Wärtsilä Marine, der er en global leder inden for energi-, fremdrifts- og livscyklusløsninger til det maritime marked, har siden 2012 udført langt de fleste hybridombygninger på skibe rundt i hele verden, og den store erfaring var en vigtig faktor for Scandlines' projekt.
"Vi er meget glade for at kunne støtte Scandlines i visionen om mere miljømæssigt bæredygtige transportmuligheder til regionen. Elektrificering af skibe er en af de centrale løsninger til at fjerne kulstofudledning på havet, og med dette konverteringsprojekt, som er verdens største af sin art, kan vi hjælpe Scandlines med at komme tættere på målet om at gøre Rødby-Puttgarden-ruten emissionsfri inden 2030," siger President i Wärtsilä Marine og Executive Vice President i Wärtsilä Corporation, Roger Holm.
Det er planen, at ombygningen af færgerne vil begynde i andet halvår af 2025. En dieselgenerator bliver fjernet og erstattet af et energilagringssystem på 5 MWh.