Anden offentlighedsfase for Hesselø Havvindmøllepark sat i gang
Energistyrelsen hat igangsat anden offentlighedsfase og åbner for kommentering af udkast til plan for Hesselø Havvindmøllepark og den tilhørende miljørapport.
Energistyrelsen inviterer borgere, virksomheder, myndigheder og andre med interesse i den kommende Hesselø Havvindmøllepark med tilhørende anlæg på land til at kommentere udkast til planen for Hesselø Havvindmøllepark og den tilhørende miljørapport og stille spørgsmål. Det oplyser styrelsen i en pressemeddelelse.
Høringen løber over en periode på cirka otte uger – fra mandag den 5. februar til fredag den 5. april 2024, og i forbindelse med høringen afholdes der den 19. marts borgermøde i Gilleleje, hvor miljørapportens resultater vil blive præsenteret.
Efter høringen vil Energistyrelsen, hvis det er nødvendigt, gennemgå høringssvarene og opdatere planen, hvorefter styrelsen udarbejder en sammenfattende redegørelse, der vil blive offentliggjort sammen med den endelige plan.
Den videre proces for havvindmølleparken
Det endelige udbudsmateriale forventes offentliggjort i løbet af foråret 2024 med forventet endelig tilbudsfrist i februar 2025. Miljøkonsekvensvurderingen af det konkrete projekt på havet forventes gennemført i perioden 2025-2027, når vinderen af udbuddet for Hesselø Havvindmøllepark er udpeget.
Som led i miljøvurderingsprocessen for det konkrete projekt på havet forventes afholdt idéhøring i 2025 og anden offentlig høring om miljøkonsekvensrapporten i 2027.
Senere i 2027 forventer Energistyrelsen at kunne udstede etableringstilladelse - den såkaldte VVM-tilladelsen - til Hesselø Havvindmøllepark, hvis miljøvurderingsprocessen understøtter en tilladelse.