Ny topchef er tiltrådt hos Scandlines
Mandag kunne Scandlines for første gang byde velkommen til rederiets nye CEO, Eric Grégoire.
Der var store intro-dag på direktionsgangen i Scandlines, da rederiet mandag bød velkommen til den nye CEO, Eric Grégoire. Den nye topchef, der kommer til at udgøre direktionen sammen med COO Michael Guldmann Jensen og CFO Mikael Koch, kommer fra en stilling som administrerende direktør i Goodpack Pte Ltd. i Singapore.
Derudover er Eric Grégoire en erfaren virksomhedsleder, som i årevis har arbejdet med optimering af forretningsprocesser i forskellige internationale firmaer som både General Electric og DuPont.
"Jeg glæder mig over at kunne byde Eric Grégoire velkommen til Scandlines. Eric kommer med stor ledelsesmæssig erfaring fra internationale virksomheder og med at skabe godt teamwork, at få sat en strategisk retning og at prioritere og gennemføre de tiltag, der skal til for at realisere strategien. Jeg ser frem til samarbejdet," siger forperson for Scandlines' Supervisory Board, Birgit Nørgaard, i en pressemeddelelse.
Også for hovedpersonen selv, var det en fornøjelse endelig at kunne starte i jobbet hos Scandlines.
"Jeg ser frem til at blive inspireret af den lange tradition, Scandlines har for at spille en afgørende rolle i lokalsamfundet og for at løfte ansvaret for kritisk infrastruktur. Scandlines går forrest, når det drejer sig om grøn færgedrift. Det arbejde skal vi fortsætte. I løbet af min 32-årige karriere har jeg oplevet og nydt begejstringen ved at vinde i et konkurrencepræget miljø. Og jeg har lært, hvad der skal til, for at en virksomhed kan klare sig trods skarp konkurrence: Stærke teams, ukomplicerede processer og kundeorienteret innovation," lyder det fra Scandlines' nye CEO, Eric Grégoire.