Otte fartøjer fra Søværnet i redningsøvelse syd for Gedser
Søværnets årlige søredningsøvelse SAREX finder i disse dage sted med deltagelse af blandt andet otte fartøjer fra Forsvaret.
Det danske redningsberedskab står klar 24 timer i døgnet, hvis uheldet skulle være ude for de mange brugere af de danske farvande, men for at sikre, at beredskabet fungerer bedst muligt, så skal kompetencerne fra tid til anden pudses af.
Netop dét er formålet ved den årlige søredningsøvelse SAREX, der i disse dage finder sted syd for Gedser. Det oplyser Forsvaret i en pressemeddelelse.
"Vi skal træne regelmæssigt for at holde os skarpe på evnen til at foretage søredning. Samtræning med andre skibe og myndigheder, er en vigtig del af denne træning. Derfor afholder vi disse øvelser. Det giver et indblik i de øvrige kapaciteters formåen og en mulighed for at træne hvordan enhederne bedst bruges i en søredning," fortæller lederen af øvelsen, kaptajnløjtnant Maria Kierulf Bisgaard fra Søværnet.
Særlig fokus på kommunikation
Ved SAREX er der i høj grad fokus på kommunikationen mellem enkelte skibe og myndigheder, da det typisk er her, der kan opstå vanskeligheder.
"Det er ofte her, de største udfordringer er, blandt andet fordi vi kommer fra mange forskellige steder. I denne øvelse deltager for eksempel vores Nationale Maritime Operationscenter, Politi, Sundhedsregion Sjælland, Marinehjemmeværnet, Kystredningstjenesten og andre enheder fra Søværnet," siger Maria Kierulf Bisgaard.
I øvelsen træner man foruden kommunikation også evnen til at redde sårede mennesker. I den aktuelle øvelse udgøres de sårede personer af værnepligtige fra Beredskabsstyrelsen, Marinehjemmeværnet og inspektionsskibet Thetis. Der opsættes scenarier, hvor nødstedet på havet meldes savnet, eller hvor skibe er kollideret. Her bruges blandt andet Søværnets transportfartøjet Sleipner, som simulerer at være nødstedt med brand og lækage ombord.