Rekordmange sommerbookinger hos Scandlines
Scandlines har allerede nu modtaget 33 procent flere prebookinger til færgeafgangene i sommerperioden end sidste år, og særligt weekenden omkring starten på skolernes ferie står til at blive travl.
Nedtællingen til sommerferien er begyndt, og hos rederiet Scandlines mærker man allerede, at der er rift om billetterne på de mest populære afgange mellem Danmark og Tyskland i skolernes ferieperiode.
Sidste sommer sejlede over 2,6 millioner passagerer ud og hjem fra sommerferie med Scandlines, og alene i den første weekend i sommerferien regner færgerederiet med, at næsten 75.000 tager færgen fredag, lørdag og søndag. Det oplyser de i en pressemeddelelse.
"Vi oplever en stor interesse for at sejle med os og kan godt mærke, at der bliver kigget flittigt på afgangene i dagene omkring skolernes sommerferie. Allerede nu kan vi se, at vi har 33 procent flere prebookinger end sidste år," lyder det fra salgs- og marketingdirektør i Scandlines, Terese Lund Johannesen.
Traditionen tro står den første lørdag i skolernes sommerferie, der i år falder den 29. juni, til at blive en af årets travleste dage hos Scandlines. Sidste år havde rederiet udsolgt på næsten alle afgange mellem Danmark og Tyskland på feriens første dag, og når Scandlines ser på forudbestillingerne, så forventes det, at der bliver mindst lige så travlt i år.
"Den første weekend i skolernes sommerferie er altid helt særlig for os, og det starter allerede fredag, fordi de første kører, lige så snart børnene har fået fri fra skole. Den weekend er alle mand på dæk for at give kunderne en god oplevelse – også ledelsen må forlade skrivebordet og står den dag på havnen i Rødby og sender vores passagerer godt afsted på ferie," siger Terese Lund Johannesen.
Alene i juli 2023 var passagertallet på rederiets færger mellem Rødby-Puttgarden og Gedser-Rostock på 1,2 millioner.