Cadeler kontraherer nybygning til flåden
Det danske vindrederi Cadeler har bestilt deres 11. fartøj til flåden af skibe. For tredje gang er der tale om et A-klasses installationsfartøj til havvindmølleparker.
Cadeler har haft den store tegnebog oppe af lommen. For ikke mindre end 400 millioner dollar - eller knap 2,8 milliarder kroner - har det danske vindrederi nemlig bestilt et nyt vindfartøj til flåden. Det oplyser rederiet i en pressemeddelelse.
Fartøjet, der er Cadelers tredje A-klasse-installationsfartøj til havvindmølleparker, skal bygges hos COSCO Heavy Industries i Kina.
Skibet får kapacitet til at kunne transportere nogle af de største vindmøllekomponenter på markedet, og så er det den seneste tilføjelse til listen over fartøjer, som rederiet er ved at få bygget. Den liste tæller i øjeblikket to P-klasse-, to M-klasse- og to A-klasse-skibe.
"Cadeler ejer den største jack-up flåde i branchen og er godt positioneret til at give vores partnere adgang til en endnu bredere og mere fleksibel flåde af næste generations offshore-vindmøllepark-installationsfartøjer. Beslutningen om at bygge et tredje A-klasse fartøj er baseret på den stærke markedsefterspørgsel efter aktiver med speciale i installation af fundamenter," lyder det fra Cadelers administrerende direktør, Mikkel Gleerup.
Rederiet har da også allerede indgået en langsigtet aftale med energikoncernen Ørsted om deres første A-klasse skib fra 2027 til 2030, mens Cadeler ifølge direktøren er i fremskredne kontraktforhandlinger om deres andet A-klasse-fartøj.
Det tredje A-klasse-vindskib, der kommer til at sejle under dansk flag, forventes at blive leveret i første halvdel af 2027.