'Danmark skal støtte grøn energi og handel i Afrika'
Afrika rummer enorme muligheder for både grøn energi og økonomisk vækst. For at udnytte dette potentiale skal Danmark og EU have et endnu skarpere fokus på investeringer og samarbejde. Sådan lyder meldingen fra Danske Rederier.
Der er spændende takter i regeringens nye Afrikastrategi, der byder på store muligheder for tættere samarbejde inden for handel, bæredygtig udvikling og vedvarende energi. Sådan lyder meldingen fra Danske Rederier, der derfor støtter strategiens overordnede målsætninger.
Samtidig opfordrer rederiforeningen til en endnu mere konkret tilgang, især når det gælder finansiering og handel. Det oplyser Danske Rederier i en pressemeddelelse.
"Afrika har et kæmpe potentiale for vedvarende energi, som kan spille en nøglerolle i fremtidens grønne brændstoffer til skibsfarten. Hvis vi skal sikre den grønne omstilling, er det afgørende, at vi styrker samarbejdet om udvikling af disse energikilder," siger administrerende direktør, Anne H. Steffensen.
Bør støtte Global Gateway-initiativ
Danske Rederier ser derudover store muligheder i EU’s Global Gateway-initiativ, som har til formål at fremme investeringer i kritisk infrastruktur herunder transport- og havnefaciliteter samt etablering af grønne korridorer langs sejlruter om det afrikanske kontinent.
Rederibranchen opfordrer derfor Danmark og EU til at støtte dette initiativ med mere konkrete finansieringsplaner, der kan sikre økonomisk vækst og skabe flere arbejdspladser i både Afrika og Europa.
"Global Gateway er en stærk ramme for investeringer, men vi ser gerne, at både Danmark og EU forpligter sig med flere konkrete midler, så vi kan sikre reelle resultater. Det vil ikke kun styrke Afrikas økonomi, men også skabe nye muligheder for europæiske virksomheder," tilføjer Anne H. Steffensen.
Til gavn for begge parter
Danske Rederier fremhæver desuden vigtigheden af gensidighed i samarbejdet med de afrikanske lande. For at Europa kan være Afrikas foretrukne handelspartner, er det nødvendigt at undgå protektionistiske tiltag, der hæmmer samarbejdet.
"Vi kan bidrage til vækst og beskæftigelse i Afrika, men det kræver, at vores afrikanske partnere undgår protektionistiske tiltag som for eksempel handelsbarrierer – det vil vanskeliggøre samarbejdet. Gensidighed skal derfor være en central del af vores fremtidige partnerskaber," siger Anne H. Steffensen.
Danske Rederier understreger samtidig, at samarbejdet skal være til gavn for begge parter.
"Vil vi knytte Afrika tættere til os – både geopolitisk og økonomisk – skal vi sikre, at afrikanske lande også får løftet deres velstand. Og her har samarbejdet om grøn energi et enormt potentiale, da det kan gøre flere afrikanske lande til nettoeksportører af grønne brændsler, som skibsfarten vil være afhængig af," tilføjer Anne H. Steffensen.
For Danske Rederier er sikkerhed til søs ligeledes en vigtig del af samarbejdet, og her ser man frem til at styrke både handel, sikkerhed og den grønne omstilling i regionen gennem tæt dialog med afrikanske partnere.